Fra den mørke side

Han anede ikke, hvor han var. Han havde aldrig været i denne del af parken før. Træerne stod meget tæt, lukkede næsten sollyset ude. Stien var så smal, at den af og til forsvandt i krattet. Det var som at gå i en skov. Gustav havde aldrig vidst, at parken var så stor.
   
Han havde løbet i lang tid. Løbet, indtil han var sikker på, at han var sluppet fra Daniel. Løbet ned af stier, han ikke kendte, og nu var han faret vild. Og han var ved at blive bange. Hvorfor var her ingen mennesker? Hvorfor var her så stille? Han kunne hverken høre fugle, der fløjtede, eller hunde, der gøede. Kun vinden, der fik bladene til at rasle. Der var skygger over det hele, og Gustav havde det, som om noget inde i mørket kiggede på ham.
  
Han satte farten op, skyndte sig af sted. Og gik pludselig brat i stå.
    
Åh nej! Det træ dér. Han kunne kende det. Han havde gået forbi det før.
  
”Jeg går i ring,” hviskede han og mærkede gråden presse på. Han så op. Langt borte bag trækronerne kunne den blå himmel anes. Han kæmpede tårerne tilbage, nægtede at græde, nægtede at være et tudefjæs.
   
”Hallo?” råbte han højt. ”Er der nogen, der kan hjælpe mig? Jeg er faret vild!”
  
Kun vinden svarede. Træerne så tavst på ham.
  
”Hallo? Er der ingen, der kan høre mig?”
  
Hvis der var, så svarede de ikke. Parken var som død.
  
Han tørrede en tåre – nej, en dråbe sved væk fra sin kind. Det var også Daniels skyld. Hvorfor var han altid efter ham? Hvorfor var han altid så ond og dum? Gustav hadede ham. Han hadede ham af hele sit hjerte, og hvis …
  
I det samme fik han øje på noget. Det var et lille skilt nede ved jorden, næsten skjult af mos og krat. Det var formet som en pil, der pegede ned ad en lille sti. Hvis Gustav ikke havde set skiltet, ville han aldrig have opdaget den. Der stod noget på pilen, men han kunne ikke læse det. Skiltet var for gammelt, og bogstaverne var ødelagte. Men måske pegede pilen mod parkens udgang?
  
Han drejede ned ad stien, der snoede og bugtede sig og blev mere og mere smal. Så smal, at han til sidst ikke længere kunne se den. Det her kunne ikke være den rigtige vej.
  
Han skulle til at vende om, da han fik øje på brønden. Den var gammel, stenene var dækket af mos, og et øjeblik havde han nær forvekslet den med en stor træstub. En enkelt solstråle skød ned mellem træerne og ramte skiltet, der sad på brønden, og som Gustav sagtens kunne læse. En krone for et ønske stod der.
  
”En ønskebrønd,” mumlede han. Han havde aldrig vidst, at der var en ønskebrønd i parken.
  
Han gik nærmere og kiggede ned i brønden. Det var som at se ind i et kulsort øje, og det fik ham til at føle sig en smule svimmel. Brønden stank.
  
Han så rundt. Han var helt alene. Der var kun træerne og de blå skygger. Og så en fuldkommen stilhed. Den syntes at presse mod ørerne. Luften var fugtig, føltes tung og svær at indånde. Det snurrede bag panden, og et øjeblik havde han det, som om han drømte.
  
En kølig vind strøg gennem parken. Fik bladene til at tale med mørke stemmer.
  
Ønsk, hviskede de. Ønsk.
 
Gustav åbnede hånden. Der lå 50-øren. Den var stadig varm. Han havde ikke flere penge, men mon ikke det var nok? En brønd kunne jo ikke kende forskel på en 50-øre og en krone. Desuden troede han slet ikke på det. Ønske-brønde var fup.
 
 Men der kunne ikke ske noget ved at prøve, og Gustav vidste nøjagtig, hvad han ønskede sig.
  
Han holdt hånden ud over brønden. Kunne mærke kulden, der sivede op fra dybet. Som om brønden åndede. Det fik mønten til at føles endnu varmere.
  
”Jeg ønsker …” hviskede han.
  
Ønsk …
  
”Jeg ønsker, Daniel forsvinder.”
 
Han åbnede hånden, og mønten faldt ned i brønden.
  
Han lyttede efter et plask, men der kom ikke noget. Gustav så ned i mørket. Brønden var nok tørret ud, og bunden dækket af ukru…
  
Men så var der pludselig en lyd. Langt, langt borte. Gustav lænede sig ud over kanten, og lyden kom nærmere. Nærmere. Blev til en stemme. Den var våd og hviskende som vinden i bladene.
  
I nat, sagde den. Dit ønske bliver opfyldt i nat.