Åbningen

“Man venter på dig,” lød en hæs stemme bag ham, og Frode snurrede forskrækket rundt.
   
Tågen var tilbage. Den bølgede som et tykt tæppe af røg gennem egetræsporten og kravlede langsomt nærmere, indtil friske vindpust slog den i stykker, opløste den.
  
Og midt i tågen stod en mand.
  
Han var ikke særlig høj, kun et halvt hoved højere end Frode. Han bar slidte klæder, der blafrede roligt i vinden, og hans ansigt var delvist skjult af den slangeagtige tåge.
  
Han var gammel, kunne Frode se, og en sær følelse greb ham pludselig. Han strakte hals og kneb øjnene sammen til smalle sprækker, stirrede intenst på manden.
  
De ansigtstræk ... De mindede ham om en eller anden.
  
Han tog et skridt nærmere manden, hvis hoved øjeblikkeligt forsvandt i det grå slør. Ansigtstrækkene udviskedes, og manden blev til et omrids i disen. Forbløffet trådte Frode tilbage igen. Tågen blev tyndere, og mandens ansigt blev atter halvt synligt.
  
“Man venter på dig,” sagde manden igen. Hans grove stemme hørtes tydeligt i det stille landskab, og for et kort øjeblik syntes Frode, det lød som en han kendte. Så droppede han tanken - hvem pokker skulle han dog kende i denne verden? - og koncentrerede sig i stedet om det, manden havde sagt.
  
“Hvem venter på mig?” spurgte han. Hans stemme var ikke længere rusten, den var klar og stærk. Men den skælvede.
  
“De andre,” lød det korte svar. “Spillet må begynde, og du skal finde din plads.”
  
“Spil? Hvilket spil? Hvad snakker du om? Hvor er jeg egentlig henne?” Frode slog ud med armene.
  
“Caïssa hedder landet, og du har travlt.” Manden i tågen hævede højre arm og pegede med en kroget finget mod solen. “Mod øst finder du din plads. Mod øst finder du de andre. Man venter på dig.”
  
“Sygdommen er forsvundet,” sagde Frode stille. “Hvordan kan det lade sig gøre?”
  
“Kræfter kræves for at tage del i spillet, endnu flere kræves for at vinde det. Magterne I er oppe imod, er stærke, og snart rykker de nærmere. I skal mødes og drabelige slag vil finde sted. Du skal hjælpe med at afgøre dem.” Han tav og stak en hånd ind under sine tyndslidte klæder. “Tør altid klingen ren,” sagde han og fremdrog et mægtigt sværd, hvis skarpslebne æg lynede i de solstråler, som gennemtrængte tågen. Han kastede det afsted. Det flænsede luften og borede sig halvt ned i jorden få centimeter fra, hvor Frode stod. “Tør altid klingen ren,” gentog han.
  
“Jeg forstår ikke,” mumlede Frode og stirrede skiftevis på manden og på sværdet. “Er det til mig?”
  
“Vejen, du må følge, er besværlig, og blod vil sile som regn fra himlen.” Han holdt en kort pause, lod de dystre ord hænge i luften. “Lær sværdet at kende, bliv dets ven. Beskyt det, og det vil beskytte dig. Du vil bruge det flittigt.”
  
“Bruge det flittigt?” Frode rystede frustreret på hovedet. “Hvad er det, du taler om? Hvad er det, jeg skal?”
  
Manden i tågen drejede hovedet, kiggede mod den synkende sol, der snart var nede ved horisonten. “Mod øst finder du din plads. De andre venter. Du skal hjælpe med at vinde spillet.”
  
“Mod øst?” spurgte han og rynkede forvirret panden. “Hvordan kan øst ligge den vej, når solen er ved at gå ned?”
  
“Solene står op i øst, og de går ned i øst,” svarede han. “Der findes regler.”
  
“Solene?” udbrød han og kiggede op mod himlen. “Hvor mange sole er de...” Han gik i stå. Mærkede sin kæbe dumpe et par centimeter. Aldrig havde han set noget lignende. Bag trætoppene hang ikke blot én gylden stjerne, men derimod to.
  
De var nøjagtig lige store og lå på en parallel linie over jorden med en afstand til hinanden, der svarede til deres diameter. To glødende øjne der betragtede den sælsomme verden, de gav lys og liv.
  
“Man venter på dig,” sagde manden i tågen. “Spillet må begynde, og du er den sidste. Du må drage afsted.”
    
Frode tøvede et øjeblik, følte tusind spørgsmål trænge sig på, men indså at han kunne spørge herfra og til dommedag, uden at de kryptiske svar ville gøre ham et hak klogere. Der var blevet pålagt ham en ukendt opgave, og at acceptere den var ikke en valgmulighed, det var et krav.
   
Han foldede højre hånd om det læderindbundne sværdskæfte og trak sværdet op ad jorden. Det føltes forbavsende let, og han kløvede luften et par gange, inden han sænkede armen.
   
Pludselig svulmede tågen op og opslugte næsten manden. Kun en utydelig kontur kunne anes. “Mod øst,” sagde han, og hans stemme var blevet svagere. “Drag mod øst.”
  
Frode nikkede, vendte sig mod løvtræerne, mod solene, og kiggede så en sidste gang på manden, der snart var borte. “Hvorfor mig?” spurgte han.
  
Svaret var kort. “Hvorfor ikke?”
   
Og så forsvandt han sammen med tågen.
   
Frode blev stående lidt og stirrede mod det sted, hvor den mystiske mand havde stået. Der var intet at se, ingen fodaftryk i græsset, ingen rester af det tykke røgslør.
   
Han spejdede mod øst. Og begyndte at gå.