Sisdæ sjangsæ
Uddrag
Han træder indenfor i klassen. 26 blege ansigter stirrer på ham. Han kan ikke lade være med at smile. Luften sitrer af frygt, og han tager en dyb indånding. Fylder lungerne med lugten af angst, sved, tårer. Og blod.
Herinde er der også stille. Helt stille. Den eneste svage lyd er det dryp, der kommer, når en svedperle rammer gulvet.
Uden et ord går han hen til katederet og stiller tasken fra sig. Lader igen blikket glide ud over klassen, hvor syv af pladserne står tomme. Smilet bliver bredere, og tænderne kommer til syne. Han kan ikke lade være, han kan bare ikke lade være. Du godeste, hvor han dog elsker sit arbejde.
”Sit.”
De sætter sig.
Som hunde, tænker han og siger, stadig smilende: ”5.b. Prøve. Staveord.”
Ikke mere. Det er ikke nødvendigt med mere. Ordene alene får skrækken til at stige. Flere af dem ryster på hænderne. Andre har dem foldet som i bøn. Andre igen bider sig så hårdt i læben, at det bløder.
Johansen iagttager dem én ad gangen, og pludselig har alle travlt med at se et andet sted hen. Ned i bordet. Op i loftet. Ingen tør møde hans blik, og den følelse af magt, det giver, får hårene på hans arme til at rejse sig. Længe står han sådan og kigger.
Hans blik falder på en spinkel dreng på anden række. Drengen bruger briller. Han sveder så meget, at de glider ned på hans næse. Den bevægelse fangede Johansens opmærksomhed.
”Victor,” siger han, og det giver et sæt i drengen.
”M-mig?” Brillerne glider længere ned.
”Kom herop.” På plads, tænker han.
Drengen skæver til sine klassekammerater, men de har alle vendt sig bort. Han er alene. Helt alene.
Han rejser sig og stavrer op til tavlen.
”Vend dig om.” Johansen nikker ud mod klassen. ”Kig ud på dem.”
Victor vender sig om og kigger ud på dem. Han er bleg som et lig. En dråbe sved løber ned over panden, glider forbi højre øje, der flakker af skræk. Brystkassen hæver og sænker sig i ryk.
”Stav til FORSTÅELSE.”
”Forståelse?” piber Victor, og et øjeblik virker han helt lettet. Det ord kan han åbenbart godt. Han tørrer svedperlen væk, rømmer sig og siger højt: ”F-O-R-S-T-Å-E-L-S-E.”
”Forkert!” brøler Johansen, så alle farer sammen. Med en lynhurtigt bevægelse åbner han tasken, tager pistolen og presser den mod drengens tinding.
