Operation Skæbnespil

Wilhelm tog fjernbetjeningen og skruede op. ”Sch, nu starter filmen.”
Klokken var ti, vi var alene hjemme hos Wilhelm, og de viste en gyser i fjernsynet. Den hed Fluen og handlede om en videnskabsmand, der i et skæbnesvangert eksperiment blev krydset med en ganske almindelig husflue. Til at begynde med anede manden ikke uråd, men efterhånden udviklede han de mest fantastiske kræfter.
   
”Hold kæft, Pelle, det er ligesom dig!” udbrød Wilhelm, da videnskabsmanden demonstrerede sin forbløffende styrke.
  
Jeg smilede, tog med en hånd fat om sofabordets ene ben og løftede hele bordet hen foran snuden på Wilhelm. I strakt arm. ”Mere slik?”
  
”Blærerøv,” sagde han.
  
Desværre for videnskabsmanden standsede udviklingen ikke bare med et par nyerhvervede superkræfter. Også rent fysisk begyndte han at forandre sig; hans negle faldt af, han tabte håret, og han lignede et menneske mindre og mindre. Han var simpelthen ved at blive til en flue.
  
Imens sad jeg i sofaen og fik det mere og mere dårligt. Jeg blev ved med at høre Wilhelms udbrud - Hold kæft, Pelle, det er ligesom dig! – og til sidst blev det for meget.
  
”Ikke mere,” sagde jeg, da manden i endnu en væmmelig scene kløede sig i øret, og det faldt af med en klistret lyd. ”Skal vi ikke lave noget andet?”
  
”Jo,” svarede Wilhelm hurtigt. Han havde det sidste kvarter siddet med ansigtet gemt bag en af sofapuderne. Han snuppede fjernbetjeningen og slukkede fjernsynet. Fluemanden blev til en lille blå plet og forsvandt. ”Det er også en lortefilm. Den er ikke en skid uhyggelig.”
  
”Skal vi spille et eller andet?” spurgte jeg og stak hurtigt hænderne i lommen, da det gik op for mig, at jeg sad og mærkede efter buler i panden. Mærkede efter tegn på følehorn. Det var også den åndssvage film. ”Stratego eller sådan noget.”
  
”Jeg tror ikke, vi har andet end puslespil. Vi spiller ikke så tit i vores familie. Mor og far er altid for trætte.”
  
Det viste sig, at de heller ikke engang havde et puslespil, og Wilhelm kom i tanke om, at mor havde givet dem til et loppemarked sidste år, fordi de bare lå og samlede støv. I stedet blev vi enige om at smutte hjem til mig og hente et spil.
  
Gaderne lå ensomme og tomme hen i det kolde mørke, og vi lavede turen om til et kapløb. Wilhelm cyklede, jeg løb. Flere gange undervejs stoppede jeg op og ventede op ham. Alligevel vandt jeg stort.
  
Jeg stod ved indkørslen med armene oppe, da Wilhelm kom asende det sidste stykke.
  
”Det var du længe om,” sagde jeg.
  
”Det er også snyd,” stønnede han og kravlede af cyklen. ”Du er jo dopet. Men du har ikke vundet endnu, for det gælder om … at komme først til hen til døren!” Han sprintede op ad indkørslen, og jeg satte hurtigt efter ham. Jeg overhalede ham grinende og løb ind foran ham. Gik så i stå. Smilet på mine læber stivnede.
  
Wilhelm stødte ind i mig, men jeg mærkede det knap nok.
  
”Av, for fanden, Pelle, min næse! Hvad laver du?”
  
”Døren,” hviskede jeg. ”Den står åben.”
  
Og det gjorde den. På klem. En sprække af skygger stirrede ud på os. Jeg listede nærmere og skubbede den forsigtigt op. Månelyset skinnede ind i den mørke entré, og jeg så dem med det samme. Mudderklatterne på gulvet. Fodspor.
   
Der har været indbrud, var min første tanke, som øjeblikkeligt blev afløst af en ny og langt mere skræmmende: Måske er der indbrud. Måske … måske er tyven stadig derinde.
      
Med hamrende hjerte trådte jeg ind i huset.
   
”Pelle, tror du, det er en god idé …” begyndte Wilhelm, og jeg vendte mig hurtigt med en finger på læberne. Hans øjne var store og skræmte. Jeg vinkede som tegn på, at han skulle følge med, og listede så efter sporene. De ledte ud i køkkenet. Wilhelm fulgte mig så tæt, at han nær jokkede mig i hælene.
   
Huset var mørkt og stille. Alligevel var her ikke så mørkt som her burde være, gik det op for mig sekundet efter. Jeg kiggede op ad trappen i køkkenet. Så mudderet på nogle af trinnene. Så det spinkle lys, der skinnede ud gennem den åbne loftslem. Stigen var trukket ned.
   
Myretuen!
   
Jeg gav pokker i forsigtighed og styrtede op ad trappen, fortsatte op ad stigen til loftet.
  
En forfærdelig stank mødte mig. Jeg vidste ikke, hvad der var, men det føltes som rødglødende nåle i næsen, og tårerne begyndte at pible fra mine øjne.
  
Loftet var tomt. Men det havde det ikke været hele tiden.
  
En eller anden havde bladret igennem tøjet på bøjlestangen og fundet mine Antboy-dragter. De hang over bøjlestangen, næsten som om de poserede. Den ubudne gæst havde også fundet min scrapbog. Den lå på gulvet i loftets fjerneste hjørne, hvor jeg havde mit tilholdssted. Bogen var slået op på historien om dengang Antboy havde reddet en lille pige, der var gået igennem isen på skøjtesøen. Myrebæltet lå ved siden af.
    
”Jeg er afsløret,” hviskede jeg og stirrede på Wilhelm, der kom kravlende op gennem loftslemmen. Det svimlede for mig. ”Jeg er afsløret.”