Fortidens skygger

Det er det store frikvarter, og skolegården er fyldt med børn. Selv om det er sidst i september, så er vejret lunt. Sensommeren har bidt sig fast, og solen er en glødende mønt på himlen.

Men af og til rejser vinden sig og giver en forsmag på den kulde, der er på vej.

Det tager børnene sig dog ikke af. De er travlt optaget af at sjippe, spille fodbold eller sidde med snuderne i deres mobil.

I lillegård leger to drenge fra 1. klasse Antboy. De skiftes til at være superhelten. Det var i hvert fald aftalen, men indtil nu har det kun været Janus, der har været Antboy, og Kristoffer er ved at være temmelig træt af det. Bare fordi Janus har en Antboy-T-shirt på, så synes han, at han har mest ret til at være byens superhelt, og indtil videre har Kristoffer både været Zapperen, Bulldozeren og Vandmanden, som Antboy ganske enkelt besejrede ved at drikke i én slurk. Janus har også foreslået ham at være Heros, men det går Kristoffer altså ikke med til.

”Hvad med, at du er Mumien?” siger Janus. ”Bare han rør dig, suger han livet ud af din krop! Og så løber han aldrig tør for toiletpapir.”

Kristoffer synes ikke, det er sjovt. ”Du kan selv være Mumien. Det er min tur til at være Antboy.”

Janus vrider sig. ”Jah, men … Du har jo ikke den rigtige T-shirt.”

”Se!” er der pludselig en, der råber, og udbruddet får alle andre lyde i skolegården til at forstumme. Den sidste lyd – og den sidste bevægelse – er en basketbold, der hopper hen over asfalten. Som et hjerte, der banker hurtigere og hurtigere for til sidst at gå i stå.

Alle stirrer mod skikkelsen, der er dukket op på skolens tag. I modlyset fra solen forvandles han til en sort silhuet badet i et gyldent lys. Hans kappe bølger i den stille vind.

”Antboy,” hvisker Janus.

Ja, Antboy. Lige der, ikke mere end 30 meter væk, og Janus har det, som om han drømmer. Hvad laver byens superhelt dog her? Er der fare på færde?

Det ser ikke sådan ud. Antboy står helt stille og kigger ned på skolegården. Måske er han kommet for at forhindre et barn i at få en bold i hovedet eller falde på sit løbehjul. Det lyder selvfølgelig ikke særlig superhelteagtigt, men et eller andet skal han vel få tiden til at gå med. Han må jo efterhånden være løbet tør for forbrydere og folk i nød.

Stilheden afbrydes af et klik, da en eller anden tager et billede med sin mobil. Så lyder der et klik mere og et til, og snart står der en hel flok med mobilen i hånden og knipser løs. Men ingen af billederne bliver gode, for kameraerne vender mod solen, og alle fotografierne og videoerne af Antboy …

”Det der,” siger en stemme så. ”Det er ikke Antboy.”

”Hvad mener du?” spørger en anden.

I det samme glider en sky for solen. Lyset bag skikkelsen på taget slukkes, så man kan se ham rigtigt, og nej, det ligner bestemt ikke Antboy. Både masken og dragten er anderledes. Men …

”Det må være ham. Hvem skulle det ellers være?”

”Superhelte skifter jo nogle gange dragt,” siger en tredje.

”Og prøv at se logoet. Det er ham.”

Det er sandt. Selv om logoet er et andet end det myrehoved, de alle sammen kender, så tyder det alligevel på, at det er byens lokale superhelt, der står der med armene i siden.

”Så skal du have ny T-shirt, Janus,” siger Kristoffer med fryd i stemmen.

Men Janus svarer ikke, og først nu opdager Kristoffer, at hans klassekammerat ikke længere står ved siden af ham. Janus er sat i løb, spæner ud og ind mellem eleverne, der står som forstenede og glor på den kappeklædte skikkelse på taget.

”Janus?” mumler Kristoffer og ser sin klassekammerat styrte mod skolens udgang.

Ude på vejen kommer en bil kørende.

Janus stormer ud af skolegården og videre ud på gaden. Han kan sagtens nå over på den anden side, bilen er mere end ti meter væk, men i stedet for at fortsætte stopper han pludselig op. Midt på vejbanen og råber så højt, han kan: ”Antboy, hjælp!”

Med et forskrækket gisp hugger bilisten bremsen i. Dækkene hviner mod asfalten, og Janus vender blikket mod skolens tag. Mærker det kildre indeni, da han ser, at Antboy er forsvundet. Hans store idol er på vej for at redde ham. I sidste øjeblik naturligvis, men det er altså også lige nu, og Janus’ forventningsfulde smil stivner, for der kommer bilen, og …

Og så er han der. Ud af intet dukker han op i form af en flimrende bevægelse i øjenkrogen.

”Tak, Antboy!” hvisker Janus, idet de stærke arme river ham væk fra kørebanen. I sidste øjeblik.

”Jeg er ikke …” siger en dyb stemme. En mands stemme. Så afbrydes den af et højt bump, da bilen rammer.