De Hvide Mænd

Han er ikke mere end ti meter fra målet, da to forsvarsspillere pludselig dukker op ud af intet og moser ind i ham fra hver side. Benene rives væk under ham, og for kort øjeblik drukner verden i en dump smerte, da al luften bankes ud af hans lunger.
  
Et sted langt, langt borte kan han høre tilskuerne juble. Halvdelen af dem.
  
Et par hænder griber fat i Glorien, men han nægter at slippe, holder fast i læderingen som er den selve livet. Han ruller hostende rundt på græsset.
 
Det her er det værste, der kunne ske. Det her kan koste ham en god karakter. Og han har brug for en god karakter, der er ikke råd til flere fiaskoer. Hvad fanden tænkte han på? Hvordan kunne han tro, han kunne gå hele vejen? Hvordan skulle han ene mand kunne overvinde et helt hold, der er lige så sejrssulten som han selv?
   
Men han var nødt til at prøve, var han ikke? Var nødt til at satse? For han har brug for en god karakter.
  
Hænderne trækker hårdere i Glorien, men han giver stadig ikke slip. En knytnæve hamrer ind i hans kæbe, slår alting uskarpt. Endnu et slag, og nu løber blodet fra hans næse. Men han har stadig Glorien.
   
Flere spillere kommer til, både røde og hvide, de kaster sig over hinanden, slår og sparker af alle kræfter. Alt er kaos.
   
Edwin løfter hovedet med et støn. Mellem de mange ben kan han se de fyldte tilskuerpladser, og langsomt glider de udtværede ansigter i fokus.
    
Og dér sidder hun. Lige foran ham, på bageste række, blandt jublende og skrækslagne forældre, der råber og gisper i munden på hinanden. Hun holder hænderne for munden som for at holde et skrig inde, og fra hendes øjne triller tårerne. Lykke.
   
Hænder hiver af alle kræfter i læderringen. Edwin bliver sparket i maven, knytnæverne hagler ned over ham.
  
Men midt i rodet står Lykkes ansigt lysende klart, og et rasende brøl vokser ud af hans kaotiske tanker. Han spænder hver en muskel, og knurrende får han kæmpet sig på benene. Slår sig fri af modstandere, kaster dem af sig som er de melsække. En rød spiller holder stadig fast i Glorien, og Edwin sparker ham så hårdt i skridtet, han kan. Hænderne slipper øjeblikkeligt, og drengen falder rallende på knæ.
  
Edwin sætter i løb, røde T-shirts kaster sig desperat efter ham, men han har fået et forspring. De kan ikke nå ham.
   
Nu er det den anden halvdel af tilskuerne, der jubler begejstret, resten buher ærgerligt.
  
Han smiler bag blodet, der strømmer fra hans næse. Han klarede det. Situationen er reddet, katastrofen undgået. Brølet i hans hoved stilner af.
  
2 - 0 til hvidt hold.
  
Kampen fortsætter. Krampe, næseblod, flækkede læber. Fortsætter. Forstuvede ankler, hjernerystelser, brækkede arme. Fortsætter. Flere kaster op af anstrengelse. Aldrig før har tacklingerne været så hårde, der vises ingen hensyn, spillerne smadrer hinanden til jorden af alle kræfter, og røde pytter samler sig på plænen. Men folk kæmper indædt videre, hvad enten deres fingre er brækkede eller skuldre slået af led. Selv folk med hjernerystelse bliver på banen, tumler usikkert af sted i et håbløst forsøg på at redde deres karakter. Andre besvimer og må bæres væk.
   
Blodet fra et flækket øjenbryn løber ned i Edwins øjne, farver verden rød. Hele hans krop er banket gul og blå, venstre hånd dunker tungt, den må være forstuvet. Men han æder smerten i sig. Adrenalinet koger, blodet bobler. Tilskuernes råben kaster ekko i hans hoved, det hele er som en drøm, uvirkeligt. Han føler ikke, at det er ham, der løber rundt på den røde plæne, men at hans krop er blevet overtaget af en fremmed kraft. Den kontrollerer hans mindste bevægelse, styrer ham som en marionetdukke. Han selv er blot en tilskuer i sit eget legeme, og han kan kun se på, når hans blodige næver nådesløst hamrer modstanderne ned. Han har aldrig spillet bedre.
   
Under kampen har han flere gange kigget efter Lykke, men han har ikke kunnet få øje på hende. Heller ikke sine forældre har han set. De er druknet i den larmende masse, druknet i blodet.
  
Tre minutter før tid fører hvidt hold med 2 point.
   
På den store tavle tæller sekunderne ned, tre minutter bliver til to minutter. Det røde hold er i angreb. Det er Henry, der har bolden. Henry, der skal have 11 for at bevare muligheden for at blive student. Størknet opkast sidder i hans mundvige, ansigtet er sygeligt blegt, og blodet strømmer fra en dyb flænge i kinden. Han ligner et lig. Men han har fart på, styrer direkte mod målet. Hvide spillere prøver at tackle ham, men det mislykkes. Han slipper gennem forsvaret, sparker modstanderne ned med en forbavsende kraft, slider sig løs af hænderne, kæmper sig fri og fortsætter. Men han løber ikke længere, han har fået et slag i hovedet, og benene vakler under ham. Han ser ud til at kunne besvime hvert øjeblik. Alligevel snubler han videre.
   
Edwin spurter imod ham, bider kæberne sammen, overhaler flere af sine medspillere på vejen. Han kan hører sig selv knurre. Hver en celle i hans krop skriger. Han sætter farten op.
   
Henry stavrer af sted som en zombie. Fem meter fra målet, fra 11-tallet, fra livet. Fire meter, tre, to ...
  
Edwin sætter af. I det samme drejer Henry hovedet og stirrer ham lige i øjnene.
   
Hensynløshed kan læres! buldrer det i Edwins hoved, men idet han ser ind i Henrys døde blik, overdøves stemmen pludselig af en hvisken: Hvad er det, jeg gør?
  
Så hamrer han ind i Henry. Der lyder en høj knasen, og drengen kollapser med et suk. Han skriger ikke, og det er næsten det værste. Henry ruller bare rundt på det blodplettede græs, indtil han standser i en besynderlig forvredet stilling. Livløs. Tilskuerne stirrer som de dukker, de er. Alt er stille, bortset fra nogle enkelte der klapper. Edwin rejser sig langsomt, men han stirrer på drengen, der ligger på jorden foran ham. Nu ved han pludselig, hvordan det føles at være syg.
  
Dommeren stopper spillet, kalder båren ind på banen.
  
“Ryggen må være brækket,” siger en af bærerne, da de løfter Henry op på båren. Han nikker bifaldende til Edwin. “Godt gået, knægt.”
   
Henry fjernes, der kommer atter liv i tilskuerne, kampen spilles færdig.
   
Hvidt hold vinder 16 - 14.