Dødens terning

”Det, der er sket, er intet mindre end en katastrofe.” Mortimers stemme hævede sig til en jamren. Han rejste sig og begyndte at gå rundt i stuen, mens han rystede fortvivlet på hovedet. ”Så længe jeg ikke har min terning, vil alle de nyfødte komme til verden som udødelige. Konsekvensen af dette er grufuld! Ikke blot for Vita og jeg, men også for de stakkels mennesker, der nu ikke har døden at se frem til.”

”Døden er vel ikke ligefrem noget, man ser frem til?” indvendte Filip forsigtigt.

Mortimer gik i stå, stirrede på ham. ”Jo, det er,” sagde han med en stemme, der var på kanten til at være en snerren. ”Man ved det bare ikke.”

”Det forstår jeg ikke.”

”Og Lucifer sagde, at du var sådan en klog dreng. Men han er naturligvis også løgnens fader.” Døden tiskede og stillede sig foran vinduet. Så ud på aftenmørket, der hastigt sænkede sig over det grå land. ”Der er mange mennesker, der vil sige ligesom du, Filip. At døden er noget forfærdeligt, et nødvendigt onde, som man helst vil være foruden.”

”Og sådan er det ikke?”

”Nej!” råbte Mortimer, så det gav et sæt i både Filip og Satina. De gamle øjne gnistrede. Filip havde ikke tidligere set ham så følelsesladet. ”Jeg er menneskets største frygt, for ingen angst er større end angsten for døden. Men det burde ikke være sådan! Folk ved ikke, hvor meget de i virkeligheden burde påskønne mig. Døden er ikke en ulyksalig konsekvens af livet. Tværtimod. Det er døden, der gør livet værd at leve. Kun det man kan miste, forstår man at sætte rigtig pris på. Kan du ikke forstå det? Uden døden bliver livet uinteressant og komplet meningsløst.”

Filip forstod ikke helt det, Mortimer sagde. Men alligevel så … så gjorde han måske. ”Det er lidt ligesom det, Lucifer lærte mig. Har vi ikke det onde, har vi heller ikke det gode. Tingene er afhængige af hinanden. Og det samme gælder livet og døden?”

”Præcis!” Mortimer slog ud med armene. ”For uden døden dør livsglæden, dræbt af livet selv! Og det er ikke engang det værste. Hvordan vil verden ikke se ud om bare 50 år? Tænk på alle de stakler, der er blevet dødeligt kvæstet, men hvis hjerter bliver ved med at slå. Trafikofre, ofre for jordskælv, ildebrand, oversvømmelse. Frygteligt, frygteligt! Verden vil blive befolket af levende lig, der ikke ønsker andet end dødens fred, men som aldrig kan få ønsket opfyldt. Kan I se det for jer?”

Satina sagde ingenting, men Filip måtte lige synke en ekstra gang. Han kunne godt se det for sig. Han kunne se det alt, alt for tydeligt, og han mærkede kvalmen stige ved synet af det skrækkelige scenarie, Døden havde beskrevet for ham.

"Sidst du var her, løste du så glimrende mysteriet om Lucifers sygdom,” sagde Mortimer. ”Det er derfor, jeg har bragt dig tilbage, Filip. Så du kan hjælpe mig med at få min terning igen. For den skal findes, koste hvad det vil. Jeg var nødt til at bruge alle mine kræfter på at hente dig hertil, før din tid var omme. Jeg kunne jo ikke bare kaste terningen igen for at tildele dig et nyt leveår, og anstrengelserne slog mig nær ihjel. Det kan jeg ikke gøre ved hvert eneste menneske, der fødes som udødelig.”

”Når du kaster den terning,” sagde Filip, ”hvad sker der så helt nøjagtig?”

”Et stort spørgsmål,” sagde Døden og så ham dybt i øjnene. ”Mon sindet kan klare svaret?”

”Prøv.”

”Når terningen kastes, så begynder sandet at løbe.”

Filip kiggede på Satina, der rystede på hovedet for at vise, at hun heller ikke forstod. ”Hvad mener du?”

Mortimer trådte langsomt imod ham. Skyggerne lå som et sort spindelvæv over hans ansigt. Øjnene var skjult i mørke.

”Er du bange, Filip?” spurgte han. Hans stemme var tør som ildens knitren i pejsen. ”Er du bange for døden?”

Filips første indskydelse var at nikke. For han var bange for Døden, bange for denne sære ældgamle mand, der havde været med lige siden det første liv opstod, der havde set civilisationer blive bygget op og blive lagt i ruiner, der havde set så mange grufulde ting, at det havde slukket lyset i hans øjne. Derfor blev han forundret over, at han rystede på hovedet. ”Nej. Jeg er ikke bange. Jeg er jo allerede død.”

Mortimer lod til at overveje dette svar nøje. Så løftede hans ene mundvig sig i et skævt smil.

”Kom med,” sagde han. ”Så skal jeg vise dig, hvad intet menneske før har set.”