Den Store Djævlekrig 4
Ondskabens engel
Uddrag
Han kastede et blik op ad de stejle trin, der førte til Paradis og hundredvis af andre underverdener. Så smuttede han om bag trappetrinnene, hvor de tonstunge skygger lukkede sig om ham som et tykt tæppe.
Foran ham lå et ukendt land og en ukendt fremtid. Landet var svøbt i mørke. Var hans fremtid også det?
Filip satte sig på den golde, blæksorte jord.
Nu skulle han bare vente.
Et kvarter, havde Grumske sagt. Han skulle vente et kvarter. Så ville hans øjne have vænnet sig nok til mørket.
Tiden virkede evig, som han sad der, og rastløsheden begyndte at brede sig - sammen med tvivlen. Havde Grumske alligevel løjet? Men han tvang sig selv til at være tålmodig, og til sidst begyndte der omsider at ske noget.
Det var, som om det tyndede en smule ud i mørket. Som en tåge, der er ved at lette. Ikke meget, men en anelse. Nok.
På jorden bag tr-trappen … Du vil se e-et spor … Grumskes røst, skælvende og dryppende af skræk. Det leder til Hanok. Til Ny Helvede. Og til ham.
Aziel.
Grumske havde ikke turdet sige hans navn. Alligevel havde han frygtet Filip mere; han havde ikke løjet.
Noget kom gradvist til syne på jorden, et slags mørke i mørket. Det var et tyndt spor af blod, og det tegnede en tydelig streg gennem skyggerne. Filip kunne følge sporet en femten-tyve meter frem, så blev det atter opslugt af sortheden.
Vejen til Ny Helvede. Til Satina.
Og til ham, Filip, hviskede en stemme i hans tanker. Og til ham.
Filip tog en dyb indånding. Så foldede han vingerne ud og fløj af sted.
* * *
Over ham, omkring ham, overalt – mørket.
Under ham – blodsporet.
Med blikket stift fæstnet på den mørkerøde streg fløj Filip gennem Ydergård. Den sorte vind fik håret til at bølge og kappen til at flakse.
En halv nat, havde Grumske sagt. Det ville tage en halv nat at flyve dertil.
Filip satte farten op.
* * *
Hans øjne vænnede sig mere og mere til mørket. Af og til fornemmede han dunkle konturer omkring sig, og efter nogle timer begyndte de at træde tydeligere frem. Langsomt tog omgivelserne form og tillod Filip at se brudstykker af Ydergårds skyggeklædte landskab. Synet fik noget til at vende sig i ham, og han ønskede sig brændende mørket tilbage, for det han så … Det var på en eller anden måde langt værre. Det var vanvid.
Der var træer, men der var sket noget med dem. De så ud til at være vendt på vrangen af en grusom kraft, så stammerne var forvandlet til et virvar af splinter. Vanskabte planter, der syntes at vride sig i inderlig smerte, rakte ud efter ham, og noget havde pløjet den golde jord op, efterladt dybe revner fyldt med et mørke endnu mere massivt end det, han fløj igennem. Fra disse umådelige afgrunde strømmede isnende vinde sammen med lyden af et fjernt stormvejr. En flod fyldt med noget, der lignede mudder og blod, drev klistret gennem det deforme sceneri, indtil den nåede en af afgrundene. Men i stedet for at fortsætte ud over kanten rejste floden sig lodret op som en gigantisk slange og strakte sig endeløst op i den sorte himmel. Det var en hæslig og død natur, men det var også mere end det. Det var kaos, og det gjorde ondt i øjnene at se på det. Ondt i tankerne.
Han tog også fejl, gik det op for ham kort efter. Nok var naturen hæslig, men den var langt fra død. Somme tider fik han ud af øjenkrogen øje på groteske skikkelser, der krøb af sted. Silhuetter af væsener, der var lige så ækle som den verden, de beboede.
De forbandede.
Han kunne mærke, hvordan de stirrede på ham fra deres mange skjulesteder. Kunne føle deres sult. Deres blodtørst.
Men de angreb ikke, og han vidste hvorfor.
De turde ikke.
Aziel havde givet sine ordrer.
Han holdt to hvil på rejsen, hvor han spiste lidt af den mad, Ravine havde pakket til ham. Han havde været spændt på, om hans vinger kunne klare den lange strækning, men bekymringen viste sig unødvendig. Vingerne blev hverken ømme eller trætte.
Det føltes, som om han havde fløjet i flere nætter, da det evindelige mørke omsider blev brudt af små lyspletter forude. Hans hjerte begyndte at slå hurtigere. Han var ved at være fremme.
Ruinbyen Hanok.
Aziels Ny Helvede.