Den faldne engel

Filip vidste ikke, hvad han havde forventet, da mørket lettede, men det var bestemt ikke dette.
  
Han befandt sig i en slags gildesal. Stod foran endeløse kolonner af langborde, der bugnede af mad, så langt øjet rakte. Det var først, da han fik øje på sig selv på den modsatte side af bordet, at det gik op for ham, at der var tale om et optisk bedrag. Salen var stor, men den blev gjort endnu større af væggene, der bestod af spejle, og som forvandlede rummet til en evighed af mad, mad og atter mad.
  
De mange dufte skyllede imod ham med en kraft som en tidevandsbølge og fik Filip, der stort ingenting havde spist i to dage, til at vakle. Der var alt, hvad hjertet kunne begære og mere til, og luften flimrede over de dampende fade, der var fyldt til randen. Mellem dem stod karafler med vand, vin og skummende øl.
  
Hvor i alverden var han?
  
Nej, hvor i alunderverden var han?
  
Han var død, så meget stod klart. Det havde han vidst allerede, inden mørket var gået i opløsning. Han kendte efterhånden følelsen.
  
Men dette kunne umuligt være Helvede, hvor den foretrukne mad som regel fik ens mave til at vende sig.
 
Hvor så?
  
Paradis?
  
Eller et helt tredje sted?
  
Synet af det dækkede bord fik hans mundvand til at løbe og maven til at knurre. Hvor han var, og hvorfor han var her, anede han ikke, og lige nu var han også fuldkommen ligeglad. Aldrig før havde han været så sulten, og han nærmest løb hen til bordet og kastede sig over maden, satte tænderne i et saftigt kyllingelår. Og var øjeblikket senere ved at kvæles, da kødet forvandlede sig til ren råddenskab i hans mund. Det føltes, som om mider vred sig på tungen, og han spyttede maden ud, kastede kyllingelåret fra sig og greb en af karaflerne og satte den til læberne for at skylle den ækle smag væk. Men det var ikke vand, der fyldte hans mund. Det var sand, og hans hals snørede sig sammen, som havde nogen lagt en løkke om den. Han kunne ikke få vejret, luftvejen var fuldkommen blokeret, og han prøvede desperat at hoste det op, mens han med rødsprængte øjne stirrede på den falske mad.
  
Nu ved jeg i det mindste, hvor jeg er, tænkte han. Jeg er alligevel i Hel…
  
Så slap den sidste rest af luft i hans lunger op, og det sorte, uigennemtrængelige mørke væltede atter ned over ham, og endnu engang – følelsen af at falde ...