dracula genfortalt

Den isnende vind tog til og jamrede mellem klipperne som sårede væsener, og den genfærdsagtige tåge hvirvlede omkring vognen. Så sendte en anden lyd isninger ned over min ryg.

Ulvehyl.

De lød hele vejen rundt om os, som om rovdyrene havde slået ring om vognen.

Jeg har efterfølgende konkluderet, at jeg – trods den uhyggelige situation – på et tidspunkt må være døset hen, for det næste, der skete, må have været en drøm. Også selv om min erindring om det står skærende klart.

Som blev der drejet på en knap, stoppede ulvene deres infernalske tuden, netop som vognen gjorde holdt. Uden et ord stod kusken af og vandrede ud i mørket. Hestene vrinskede og stampede uroligt i gruset. Jeg stirrede mod det punkt, manden var forsvundet, og fik et glimt af et sælsomt, blåt lys. Jeg begreb ikke, hvad der foregik, men fik heller ikke tid til at spekulere mere over det. Skyerne gled til side, månen kom frem, og i det sølvfarvede skær, så jeg en kreds af ulve nærme sig vognen på lydløse poter. De var som levende skygger med senede ben, stride hår og glinsende tænder. Hestene stejlede og sparkede ud i luften, deres øjne hvide af angst. Jeg råbte på kusken og slog på døren i håb om at skræmme ulvene væk, men de fortsatte med at snige sig nærmere som en løkke, der langsomt strammede sig om mig.

Så fik jeg øje på kusken. Han befandt sig et stykke bagude, midt ude på grusvejen, fuldkommen ubeskyttet. Han råbte noget, jeg ikke forstod, men kommandotonen i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Han gjorde nogle fagter med sine lange arme og blev så væk for mig, idet månen kortvarigt druknede i skyerne. Da jeg atter kunne se, var kusken ved at stige op i vognen, og ulveflokken var forsvundet lige så lydløst, som den var dukket op.

Jo, uden tvivl en drøm.

Vi kørte videre. Videre og videre, opad og opad, og jeg havde netop besluttet mig for alligevel at åbne flasken med brændevin, da hestene atter satte farten ned. Jeg kiggede ud ad vinduet, frygtede at se flere ravfarvede øjne blinke i mørket.

Dér – som et umådeligt, slumrende dyr, der havde lagt sig til rette i natten – tegnede det forrevne omrids af en forfalden borg sig mod den måneoplyste himmel.

Jeg var fremme.

Jeg steg ud af vognen med mine kufferter i hænderne. Vinden gik gennem marv og ben, men jeg mærkede det næppe. Min fulde opmærksomhed var på den kolossale borg foran mig, der var som taget ud af et grumt eventyr.

Inden jeg nåede at takke kusken for turen, rykkede han i tømmerne, og vognen rullede afsted.

Med en klump i halsen gik jeg op ad trappen til den jernbeslåede trædør, der var tydeligt medtaget af vind og vejr. Der blev jeg stående, for der var hverken klokke eller dørhammer. Jeg kunne naturligvis have brugt min hånd til at banke på, men følelsen af at forstyrre noget, der ikke ville forstyrres, afholdt mig fra det.

Efter et stykke tid blev mørket brudt af et lysskær, der skinnede ud gennem dørens sprækker, og jeg hørte skridt. Dernæst raslende kæder og en nøgle, der blev drejet rundt.