Felix og Åmanden

Kapitel 3

Et gigantisk monsterland

 

Siff trak parykken af. ”Sådan, Felix,” hviskede hun. ”Du har lige fundet en hemmelig dør.”

Døren var bulet og skrammet, men de to ord, der stod skrevet på den med sorte bogstaver kunne tydeligt læses.

LÅS DØREN!

Det lød mere som en advarsel end en påmindelse. Som om der var noget farligt på den anden side.

”Prøv at se. Nogen har glemt nøglen i låsen.” Siff kiggede på ham, og Felix brød sig ikke spor om det udtryk i hendes blik. ”Vil du eller skal jeg?”

”Siff, jeg synes altså ikke, at det er en god ide,” sagde han. ”Tror du ikke hellere, vi skal …”

”Mig, altså.” Hun gik hen til døren og drejede nøglen. Smældet fra låsen rungede mellem murene, og hængslerne, der tydeligvis ikke havde været i bevægelse i mange år, knirkede højt, da Siff skubbede døren op.

Bag den – mørke og stilhed.

”Siff, hvis vi bliver opdaget … Er du klar over, hvor meget ballade vi får?”

”Næ, gør du?” Hun hev sin morfars kasket op af lommen og tog den på. ”Vil du seriøst gå tilbage nu?”

Efter en kort tøven rystede Felix på hovedet, og sammen gik de ind gennem den skjulte dør i Nationalmuseets kælder.

Det var som at træde ind i et gravkammer. Luften var tung og indelukket, og det eneste lys var det, der faldt ind gennem døren. De ledte efter en kontakt, men fandt ingen. På et lille træbord nær døren stod to halvt nedbrændte stearinlys i messingstager. En gammel, falmet æske tændstikker lå ved siden af. Siff tændte stearinlysene, og Felix følte et sug indeni ved synet af rummet, der åbenbarede sig i det flakkende skær.

Her havde tydeligvis ikke været nogen længe. Støvet lå i et tykt lag, og spindelvævet hang i guirlander fra loftet og reolerne. Stedet emmede af glemsel og forladthed, og Felix og Siff stirrede måbende rundt. Det her … det her var ikke bare almindelige museumsgenstande.

Det var noget helt andet.

Sære knogler og kranier i forskellige størrelser.

Store kogekar og jernbeslåede trækister.

Væskefyldte glaskolber med underlige væsener.

Hvide slør, der hang fra en snor som svævende genfærd.

Store æg i giftgrønne farver.

Og meget, meget mere.

På den ene mur, over to halvrådne træstammer, hang en tjavset pels. Den mindede om pelsen på en mellemstor hund, bortset fra at farven var mørkeviolet og dyret ikke havde fire ben, men otte. Som en stor, pelset edderkop.

Længere inde i rummet var der et skelet fra noget, der lignede en hest. Men heller ikke her stemte antallet af ben, for det havde kun tre, to bagtil og ét foran, placeret midt på brystet. Kraniets sorte øjenhuler syntes at følge Felix med blikket.

Han gik over til glaskolberne. Den største var næsten en meter højt og indeholdt et hvidt, slangeagtigt væsen med spidse pigge ned ad ryggen.

”Ser… Serpens Vermis,” hviske-stavede han sig igennem den snirklede håndskrift på kolbens mærkat. Og nedenunder de meningsløse ord: ”Lindorm.”

Inde i glasset spjættede ormen pludselig med halen, og Felix blev så forskrækket, at han nær tabte stearinlyset. Med hamrende hjerte stirrede han på det slangeagtige dyr, der igen lå fuldkommen ubevægeligt i den ravgule væske. Selvfølgelig gjorde det det. Selvfølgelig havde det ikke rørt på sig. Det måtte være skyggerne og lyset, der havde snydt ham.

”Felix, kom lige.”

Siff stod henne ved et langt bord, hvor der lå en række røde, spidse huer. Ved siden af lå der en lille, opslået bog, fyldt med gamle, ulæselige bogstaver. Men det var hverken bogen eller huerne, der havde fanget Siffs opmærksomhed. Det var lanternen, der stod for bordenden. Den var ikke mere ti centimeter høj, lavet af skinnende glas og guldfarvet metal. Indeni var der et halvt nedbrændt stearinlys med tre væger.

”Prøv at læse, hvad der står der,” sagde hun og pegede på skiltet, der stod ved siden af.

Felix lænede sig frem mod skiltet. Ligesom på mærkatet på glaskolben var de første ord på et sprog, han ikke forstod. Latin måske? Lucerne Hominis. Men nedenunder …

”Lygten fra …” begyndte han og gik så i stå. Stirrede på Siff. Stirrede på skiltet igen. ”Lygten fra en lygtemand.”

”En lygtemand. Det var et af de sagnvæsener, museumsdamen snakkede om.” Siff snurrede langsomt rundt om sig selv. Det blafrende skær fra hendes stearinlys fik skyggerne til at springe. ”Hvad er det her for noget?”