Helt forkert nummer

Der lå et kamera på jorden. Et digitalt kamera. Sådan et, man kunne have i lommen. Gad vide, hvorfor det lå her? Det var sikkert gået i stykker, og så havde nogen bare smidt det.
   
Han samlede det op. Kameraet så helt nyt ud.
  
Han trykkede på ON-knappen. Kameraet tændte. Et billede kom frem på den lille skærm. Det viste en dame, der var ved at stige på et tog. Hun bar en stor kuffert. Der var mange andre mennesker på perronen. Damen så ikke på kameraet. Måske vidste hun ikke, at hun blev fotograferet.
  
Der var et 1-tal og et 10-tal oppe i hjørnet. Det første billede ud af ti. I modsatte hjørne stod en dato.
  
Emil trykkede på en knap. Næste foto kom frem. Det viste en mand, der gik hen ad gaden. Manden så på sit ur. Han lignede en, der havde travlt.
  
Næste billede. En ung kvinde, der cyklede. Næste billede. En lille dreng, der legede i en have. Næste billede.
  
Emil så alle ti billeder. Han havde aldrig set sådan nogle billeder før. Der var ikke noget specielt ved dem. Slet ikke. Det var dét, der var specielt. Det var mennesker, der lavede helt normale ting. Kørte på cykel, kørte i bus, læste i en bog.
  
Sært.
  
Men der var også noget andet sært. Ingen af menneskene på de ti billeder var de samme. Og ingen af dem kiggede på kameraet.
  
Ingen af dem vidste, at de blev fotograferet, tænkte Emil.
  
Bortset fra en. Manden på det sidste billede. Han så på kameraet. Så direkte på Emil, der ikke kunne lade være med at gyse. Mandens øjne … De var røde. Som om han havde grædt. Men han så ikke trist ud. Han så bange ud. Som om han kunne se Emil, og synet skræmte ham fra vid og sans.
  
Det var manden selv, der havde taget billedet. Emil kunne se det på hans strakte arm. Manden holdt kameraet ud i luften. Et selv-portræt.
  
Og det var taget her i parken, opdagede Emil. Manden sad på bænken, der stod lige derovre. Kun ti meter fra busken og Emil.
  
Det måtte være manden, der havde smidt kameraet væk. Var det også ham, der havde taget de andre billeder? Gad vide, hvorfor han havde taget et billede af sig selv? Og hvorfor var han så bange?
  
Emil trykkede på en knap. Nu viste kameraet ikke længere billeder. Nu kunne det tage billeder. Hvis det altså virkede.
   
Han så ud gennem busken. Der gik en gravhund et stykke derfra. Den havde et rødt halsbånd på. Emil kunne ikke se ejeren nogen steder. Hunden snuste til noget i græsset. Emil rettede kameraet mod den og trykkede på knappen.
  
Billedet af hunden dukkede frem på den lille skærm. Kameraet virkede!
  
En dame kom til syne længere nede af stien. Hundens ejer. Hun gik videre, og hunden fulgte efter. Emil puttede kameraet i skole-tasken og kiggede forsigtigt frem. Stadig ingen Thor. Han havde klaret det. Han trådte ud fra sit skjul og skyndte sig hjem.
  
Han gik en omvej. Det gjorde han altid. På grund af Thor, der nogle gange ventede på ham. Emil gik aldrig den samme vej hjem to gange i træk.
  
Han var nået cirka halvvejs, da han hørte en bil dytte og bremser, der skreg. Så lød der et bump, og nu var det en dame, der skreg.
  
Emil løb hen til den næste gade. Der holdt en bil midt på vejen. En dame sad knælet foran den. Hun græd. Emil genkendte hende ikke med det samme, men så så han hunden i hendes arme. Dens røde halsbånd. Det var gravhunden fra parken. Tungen hang ud af dens mund. Dens lille krop var helt skæv.