Jagten på julemandens latter

”Hvor er vi på vej hen?” spurgte Loppe, mens han småløb for at følge med nissen, hvis træsko klaprede højt og hurtigt med gulvet.

”Julemandens kontor.”

Loppe var nær ved at stoppe op.

Julemandens kontor? Hvorfor det? Ikke engang i sin tid som drillenisse havde han gjort noget, der var så alvorligt, at han var blevet sendt på kontoret.

”Hvad skal vi der?” spurgte Skjalte. Også han så en smule bekymret ud. En stor smule.

”Først og fremmest skal I holde jer skjult. Beslutningen om at bringe jer to ind i denne sag er min og min alene, og selv om det piner mig at gå bag om ryggen på mine medrådsnisser, så ser jeg ingen anden udvej. Sidste jul løste I så glimrende mysteriet om de to tomme gaveæsker og beviste, at unge hoveder sommetider er kvikkere end gamle. Jeg tænkte, at I måske kunne være behjælpelige igen, for vi ved ikke vores levende råd, og tiden iler.”

”Laver gavemaskinen vrøvl igen?” spurgte Loppe.

"Nej, denne gang er problemet et ganske andet og et langt mere alvorligt. Det drejer sig om selveste Julemanden.”

Loppe gjorde store øjne. ”Laver Julemanden vrøvl?”

Luffe så sammenbidt på ham. ”Jeg ville beskylde dig for at være næsvis, hvis du ikke delvist havde ret.” Nissen rystede på hovedet. ”Ser I, det er hans latter. Den … Den er forsvundet.”

”Forsvundet? Hvad mener du? En latter kan da ikke bare …”

”Nej, men det er den!” svarede Luffe. ”Pist borte og helt og aldeles forsvundet! Det vil sige … næsten.”

”Næsten? Hvad betyder det?” spurgte Skjalte.

”At Julemanden på sin vis kan le, men han lyder … Han lyder ikke som sig selv. Langtfra.”

”Har han ondt i halsen?” foreslog Loppe, selv om han ikke troede på det. Så vidt han vidste, så havde Julemanden aldrig været syg. Så vidt han vidste, kunne Julemanden ikke blive syg.

”Hvis blot løsningen var så ligetil. Så ville problemet kunne klares med et par kopper stærk te, hvilket vi også har prøvet. Men han hverken hoster, er snottet eller har ondt i halsen. Han fejler tilsyneladende intet! Men latteren – du alt forbarmende, den latter!” Luffe gøs, så selv hårene i hans øjenbryn stod som pigge.

”Det lyder selvfølgelig ikke så godt. Men i det mindste kan han stadig tage af sted med gaverne,” sagde Skjalte og så bekymret på rådsnissen. ”Kan han ikke?”

Luffe stoppede op og vendte sig om. Selv hans blik var blegt. ”Sig mig, forstår I ikke et ord af det, jeg fortæller jer? Det, der er sket, er en katastrofe, som er langt værre end noget, vi tidligere har oplevet! Skulle Julemanden tage af sted og lyde som en blanding af en skindød krikke og en syg sneheks? De stakkels børn vil blive skræmt fra vid og sans! Og så på selve juleaften!”

"Kan han så ikke bare lade være med at le?” spurgte Skjalte forsigtigt.

”Jamen, det er jo lige præcis dét, han ikke gør. Han ler ikke! Det, der er sket, har slået den stakkels mand helt ud. Selv hvis han kunne opdrive kræfterne til at tage af sted, så ville det intet hjælpe. Han vil være en hul, glædesløs udgave af sig selv, en grå skygge af sit sande jeg, og det vil smitte af på både gaver og børn. Det vil blive den mest triste aften i nissers minde! Begriber I nu problemets alvor og omfang? Ingen latter, ingen glæde, ingen julemand! Og dermed …”

”Ingen jul,” hviskede Loppe.

”Ingen jul,” nikkede Luffe.

”Og I har slet ingen ide om, hvad der er galt?” spurgte Skjalte.

”Vi har målt hans blodtryk, taget hans temperatur og undersøgt kvaliteten af hans skæg. Alt er tilsyneladende, som det skal være. Men måske …” Nissen bed sig i læben.

”Måske hvad?”

”Måske leder vi efter løsningen et helt forkert sted, og det er her, I to kommer ind i billedet.” Luffe sænkede stemmen og så sig om, som om han frygtede, at skjulte ører lyttede med. ”Det slog mig, at der kunne være andre kræfter involveret.”

Skjalte så forskrækket på ham. ”Du mener, at der står nogen bag?”