Når lyset slukkes

Otto så lidt på ham. Så rystede han på hovedet. ”Jeg ved ikke, hvad du mener. Der er ikke noget galt.”

Men det var der. Med skoven og med Anton og Otto. Tim var ikke dum. Der var et eller andet, de ikke fortalte ham, og desuden havde Tim lagt mærke til det. Hvordan Otto nogle gange så mærkeligt på ham ud af øjenkrogen. Som om han tænkte på noget, han ikke brød sig om at tænke på.

Han havde også set onkel Anton give Otto et eller andet, lige inden Anton havde sagt godnat. Otto havde hurtigt puttet det i lommen.

”Hold nu op,” sagde Tim. ”Sig nu, hvad der er galt. Jeg troede, vi var venner.”

Otto så væk. Han bed sig i læben.

”Venner?” gentog han og lød næsten, som om han ikke vidste, hvad ordet betød. Han så pludselig trist ud. Nej, ikke trist. Flov. Som om han skammede sig over et eller andet.

”Venner,” mumlede han igen. Så gik han hen og lukkede forsigtigt døren, som om han var bange for, at nogen lyttede med. Onkel Anton? Han vendte sig mod Tim og sagde: ”Der er noget ude i skoven.”

Tim rynkede panden. ”Hvad mener du?”

”Nogen siger, at det bare er en historie. Andre siger, at … at det er det ikke. Og du hørte det, Tim. Du hørte hende.”

”Jeg fatter ikke, hvad du snakker om, Otto. Hvad er der ude i skoven?”

”En pige,” svarede han. Han sagde det helt alvorligt, og Tim spruttede af grin.

”En pige? Jeg troede, du ville komme med en gyserhistorie om et eller andet blodtørstigt uhyre. En pige! Det er lige før, jeg tisser i bukserne af skræk! Har hun langt, lyst hår? Det håber ikke, for så kan jeg slet ikke falde i søvn.”

”Hun er ikke bare en pige,” sagde Otto uden at slække det mindste på alvoren. ”Ikke længere. Engang var hun, men … Det siges, at hun var ude og lege i skoven, og hun fór vild. Hun blev aldrig fundet. Hun døde derude – enten af kulde eller tørst – og nu går hun igen om natten. Hun er ensom, så hun leder efter en ven. Det bliver hun ved med, indtil hun har fundet en. Lokket en til at blive hendes ven.”

”Lokket?” sagde Tim. ”Hvordan?”

”Hun synger. Det lyder smukt, men sangen er farlig. Det er dødens sang, for hvis man hører den, så …”

”Så kan man ikke lade være med at følge efter hende,” hviskede Tim. Han spærrede øjnene op og lod, som om han bed negle. Så grinede han. ”Godt forsøgt, Otto, men jeg har regnet det ud. Det var dig, jeg hørte ude i skoven. Indrøm det bare. Du lød godt nok som en pige, men det er jo heller ikke så underligt.”

Han tænkte på onkel Anton. På snakken i krogene, og på hvor bange Anton havde set ud ude i skoven. Eller rettere – havde ladet som om.

”Onkel Anton er også med i det her, ikke?” spurgte han.

Efter en kort tøven nikkede Otto. ”Det var faktisk ham, der fandt på det.”

Andre ville måske være blevet sur over det, men Tim måtte indrømme, det var ret sjovt fundet på. Desuden elskede han gysere, hvilket han havde fortalt Otto i bussen. Det var nok derfor, de havde gjort det. Så han kunne prøve at være med i en gyser, og han ærgrede sig næsten over, at han havde regnet det ud så hurtigt.

”Godt forsøgt,” sagde Tim igen og lagde sig under dynen. ”Godnat.”

”Godnat.” Otto slukkede lyset.

Stilhed.

”Otto?”

Intet svar.

”Otto?”

Stadig intet svar. Var han allerede faldet i søvn?

Men så talte han pludselig. Så højt, at det gav et sæt i Tim.

”Hun kan ikke komme ind,” sagde han. ”Derfor prøver hun at lokke en ud. Du må ikke åbne vinduet, Tim. Uanset hvad der sker.”

”Hold nu op, Otto.” Han følte et strejf af irritation. Der var jo ingen grund til at blive ved. ”Hvor dum tror du, jeg er?”

Det svarede Otto ikke på. I stedet sagde han det samme en gang til: ”Du må ikke åbne vinduet, Tim.”