Tågemandens død

Noget bevægede sig til højre for ham. Noget lyst.
  
Frode drejede hurtigt omkring. Stirrede med rædsel på det spyd af ild, der kom hvislende - skrigende - gennem den kølige luft. Det kastede et flimrende skær over den mørke jordskorpe og havde retning mod hans dunkende bryst.
  
“NEEEEEEJ!”
  
Ud af intet væltede den mystiske tåge pludselig frem, fødtes ud af det nøgne landskab med en sådan hast, at Frode ikke engang nåede at opfatte det. Med et skrig kastede tågemanden sig ind foran ham. Et højt gisp af smerte afløste skriget, idet ildspyddet begravede sig midt i tågemandens brystkasse og svøbte det spinkle legeme i en tyk kappe af flammer. Han landede tungt på jorden, trillede en halv omgang og blev liggende på maven, ubevægelig, livløs. Ilden fortsatte sit modbydelige arbejde, og den vamle lugt af brændt kød fyldte luften.
  
“Vi bliver angrebet!” skreg en fjern stemme.
  
Tågen forsvandt brat som et skræmt dyr, der flygtede tilbage til sin hule, tillod Frode at se, hvor ilden var kommet fra.
  
Bæstet stod på en lille bakkekam, omkring tredive meter bag dem. Det havde skjult sig bag en mægtig kampesten, mens de intetanende var gået forbi.
   
Ved første øjekast lignede det en stor løve. Det havde en løves hoved og en løves gyldne pels. Men i stedet for poter havde væsenet solide gedeklove, der sparkede arrigt i den udtørrede jord, og midt i panden, dér hvor den mørke manke begyndte, havde to kraftige gedehorn vokset sig ud. Løvehalen manglede også, var erstattet med en kæmpeslanges slimede bagkrop. Den svingede voldsomt fra side til side, fødte en hul tordnen.
   
“Det er en kimære!” råbte Etalon med en forskrækket halvvrinsken. “Søg dække!”
   
Bæstet åbnede munden og en sort tvedelt tunge spillede mellem løvekæberne. Så oplystes det kolossale gab af et brændende skær, og endnu en ildkile tog form, skød som et missil gennem luften i Frodes retning.
  
Denne gang reagerede han. Med en behændighed, han ikke selv troede, han besad, sprang han til side, netop som de hidsige flammer hamrede ned i jorden dér hvor han havde stået og skabte en kaskade af afbrændt jord og småsten.
    
“Kom du noget til?” spurgte Knokkelben og lagde en beskyttende arm om hans skulder, mens han holdt øje med det grusomme dyr, der hvæsede giftigt.
  
Frode rystede febrilsk på hovedet og kom på benene.
  
Kimæren spyttede en ny stråle af ild, denne gang mod Effe, som hurtigt smed sig om bag en rådden træstamme, der i næste nu stod i lys lue.
   
Myr trak sine dolke og kastede den ene af dem afsted, inden bæstet kunne nå at angribe igen.
  
Med en lynsnar bevægelse svang kimæren sin glatte slangehale og ramte det hvislende våben, så det fløj i en stor bue uden om sit mål.
  
“Vi kan ikke gøre noget på denne afstand!” råbte Myr og måtte kaste sig ned i gruset, da en ildkugle på størrelse med en grapefrugt kom tordnende mod hans hoved. Den slog ned i jorden bag ham og eksploderede.
  
Flere ildspyd og flammekugler kom flyvende, og luften fyldtes med advarende råb og byger af jord og gløder. Knokkelben nåede ikke at komme væk i tide, da en lang, brændende stang kom susende i hans retning, og den ramte hans fod. Han brølede højt og rullede rundt i gruset for at få ilden slukket.
  
Så angreb Rifeus.
  
Med sværdet hævet og låst fast i begge hænder satte han med ét i løb og stormede mod den overraskede kimære, der nervøst trådte et par skridt tilbage. Så genvandt den fatningen og sendte en bølge af ild mod dens tavse fjende. Rifeus blev slået omkuld, da flammerne ramte ham med al deres styrke, men han rejste sig øjeblikkeligt og genoptog sit angreb. Hans rustning var lige så hvid og skinnende, som den hele tiden havde været. Ilden var prellet af som vand.
  
Bæstet hvæsede chokeret.
  
“Rustningen beskytter ham!” jublede Nok og samlede en stor sten op. “Hurtigt, afled dens opmærksomhed!”
   
Han kastede stenen, og den landede med et brag på et vissent træ, der splintredes under dens vægt. Kimæren stirrede rådvild på sine modstandere, forskrækket over denne pludselige udvikling. Så dukkede den sig med et skrig, lige tids nok til at undgå den pil, Nanna havde affyret.
  
Afstanden mellem Rifeus og uhyret var nu reduceret til ti meter. Syv, seks, fem.
  
En ny ildstorm sendte Rifeus til jorden, og han trillede et par meter baglæns.
  
“Skynd dig, Rifeus!” råbte Anubis og løftede sin stav i iver. “Den stikker af!”
   
Kimæren havde indset, at den ikke kunne stille noget op over for genfærdskrigeren, der atter kom på benene, og den drejede nu omkring for at flygte.
  
Den nåede næsten fem meter, før Rifeus kastede sit sværd. Klingen borede sig ned i dyrets muskuløse ryg, standsede på én gang dets flugt og dets åndedræt. Ikke engang et sidste gisp nåede at forlade løvestruben, før uhyret væltede omkuld med sværdet stikkende ud af sit hæslige legeme. Død.
  
“Hvad skete der, Frode?” Enigme kom løbende, fulgt af Repond og Anubis. “Hvem var det, der skreg?”
  
“Manden i tågen,” sagde Frode stille og pegede på den livløse skikkelse på jorden.
  
Han brændte ikke længere. Ilden var slukket, men ikke tids nok. En tynd arm stak ud under de afbrændte klæder, viste at flammerne havde gjort deres arbejde grundigt. En gråsort røg steg op fra den forkullede hud og blev pustet bort af den evige vind. “Han reddede mit liv.”
  
Anubis løb over til tågemanden, knælede ved hans side og vendte ham forsigtigt om.
  
Hans ansigt var borte, ædt op af ilden, og væmmelsen tvang Frode til at kigge væk. Han spændte mavemusklerne for ikke at kaste op.
  
“Han trækker ikke vejret,” sagde sjakalen sørgmodigt og rejste sig langsomt.
  
“Er tågemanden død?” hviskede Enigme.
  
Det gav et gib i Frode, da han hørte tonen i sfinksens stemme, og i et kort, ganske kort øjeblik stirrede han ind i dens brændende øjne, ind i de stormfulde flammer. Og han så, at den var bange.
   
“Så er vi alle fortabte,” sagde den.