Skakmat

Nanna så Frode trække sit sværd, og hun skyndte sig at lægge en pil på buen, mens hun stirrede i den retning, hvor lyden var kommet fra.
  
Der var noget derinde. Og det var på vej imod dem.
  
Hvad ville det være denne gang? Mantikoren? Kæmpeedderkoppen? Eller noget helt tredje - og langt værre?
  
Anubis viftede med staven for at få deres opmærksomhed og gjorde tegn til, at de skulle sprede sig.
  
Knokkelben og Effe listede over foran en stor tjørnebusk, der rakte grådigt ud efter dem med sine kloagtige torne. Anubis stillede sig i skyggen af et mosgroet klippestykke, og Frode og Nanna trak sig et par skridt baglæns, søgte skjul bag hver sit grantræ. Nok blev hvor han var og vogtede over sfinksens ubevægelige legeme.
  
Ingen sagde noget. Ingen rørte sig. Kun deres blikke fór frem og tilbage over de hånlige skygger, fandt i få øjeblikke hinanden og genoptog så deres skræmte stirren ind i skoven.
  
Flere minutter passerede, uden at noget skete.
  
Så begyndte lugten at brede sig.
  
Den var svag til at begynde med, som havde den været undervejs i lang tid. En kras dunst af rådden tang, brændte grannåle og gammelt blod. Så tog lugten til, blev til en bidende stank, der rev i næseborene og fik øjnene til at løbe i vand. Stanken fik Nanna til at tænke på et slagtehus, og hun måtte beherske sig for ikke at hoste.
  
Hun kastede et hurtigt blik på Frode og så tårerne trille fra hans røde øjne. Det gibbede i ham, som om han var på nippet til at kaste op.
  
Lugten blev hængende som et kraftigt tågetæppe, der hele tiden voksede sig tykkere, men stadig skete der intet.
  
Kom nu, så angrib dog! Lad os få det overstået!
  
Hvad det end var, der gemte sig i skoven, hvad det end var, der lurede på dem og langsomt, ganske langsomt sneg sig nærmere, så kunne det umuligt være værre end ventetiden, der syntes at have varet i flere timer nu. Det var som at vente på at skulle i gaskammeret.
  
De andre var også begyndt at blive urolige. Anubis stod og trippede nervøst frem og tilbage, Nok gned bekymret sine grove hænder, og Knokkelben havde trukket øksen tæt ind til sig som for at søge dække mod for den kommende fare.
  
“Vi kan ikke blive ved med at vente,” hviskede Effe. “Skyggerne vil kvæle vor opmærksomhed, vort forsvar vil gå i opløsning. Ondskaben er ude efter Enigme. Den ved, sfinksen er sårbar.” Han tog et skridt frem. Hans pelsede krop var stadig dækket af brune mudderkager efter den blodige tur i mosen.
  
“Hvad vil du gøre?” spurgte Frode og slap kort sværdet med sin ene hånd for at tørre øjnene fri for sved.
  
“Jeg er den hurtigste af os, der er tilbage,” sagde mandslingen. “Fjenden skal lokkes ud af sit skjul.”
  
“Men,” Frode rystede usikkert på hovedet, “er det ikke dét, der er dens plan? At den vil have os til at komme til den?”
  
“I så fald er det lykkedes,” svarede han koldt. “Men et angreb på Enigme kan koste os dyrt, og det må forhindres.” Han listede dybere ind i skoven.
  
Tavse blikke stirrede efter ham, indtil han forsvandt bag et stort krat af tætte slyngplanter, der rejste sig lodret mod den grønne himmel.
  
Der gik kun et øjeblik. Så blev stilheden myrdet med et øresønderrivende skrig, der fik træstammerne til at sprække og rev de visne blade løs.
  
Det gav et sæt i de fem venner, og de stirrede skræmte på hinanden. Det var ikke Effe, der skreg. Det var deres ukendte fjende, og det var ikke et skrig af smerte. Tværtimod. Det var et sejrsskrig.
  
Effe kom spurtende rundt om de planter, han var forsvundet bag, hans korte arme hævet som for at tydeliggøre den skræk, der stod malet i hans øjne.
  
Der var noget lige i hælene på ham. Noget stort. Og som det skrigende dyr løb ud af skyggerne, følte Nanna sine arme blive til gummi. Hun kunne ikke længere holde fast på pilen, der hvislede sløvt gennem luften og borede sig ned i jorden. Hun stirrede lamslået på den hæslige skabning og forstod ikke, hvordan noget så grufuldt kunne eksistere. Ikke at den i udseende var mere ækel end de andre væsener, de var stødt på, men den bundløse ondskab, som dette bæst udstrålede, var så kraftfuld, så bidende, at hendes øjne smertede blot ved at se på det.