Villa Tempus

1
Djævlens røvhul

„Så er vi her!“

Alene tonen i mors stemme fik Jack til at knytte hænderne.

„Juhuu!“ udbrød Emilie, hvilket fik ham til at knytte dem endnu mere. Neglene skar i kødet.

Han kiggede på klokken. Det havde taget dem lidt over tre timer at køre hertil, men han var faldet i søvn på vejen, så det føltes som mere. En evighed. Han havde drømt et eller andet, men kunne ikke huske hvad.

Bilen drejede op ad en lille skovvej, hvor træerne stod så tæt, at de lukkede himlen ude, og det bratte fald i temperaturen fik hårene på Jacks arme til at rejse sig. Så vendte varmen tilbage, da skoven åbnede op i lysning, og der lå det.

Huset.

Sommerhuset kunne man vel på sin vis kalde det.

Hvor de skulle tilbringe de næste to uger. Også dét ville føles som en evighed.

To uger i Guds frie natur, havde mor sagt, da hun havde fortalt dem om stedet. Hvilket selvfølgelig viste sig at være lig med nul netforbindelse.

Hvordan hun havde fundet det, vidste Jack ikke, men han vidste, at det havde været billigt. Efter skilsmissen var det småt med penge. Han vidste også, at far lige nu var i USA med sin nye kæreste og hendes søn, og han vidste, at det hele ville blive endnu værre efter ferien. Mor havde ikke fortalt Jack og Emilie det endnu, men en aften var Jack kommet ud i køkkenet, og han havde hørt sin mor tale i telefon med en veninde inde fra stuen. De havde ikke længere råd til at blive boende, sagde hun. Efter ferien stod den på flytning og skoleskift, og ja, hun burde have fortalt børnene det for længe siden, men hun kunne simpelthen ikke få sig selv til det. Da mor havde lagt røret på, var hun begyndt at græde. Hun græd en hel del for tiden. Det vidste Jack også. Han var listet ind på sit værelse igen, uden at hun havde opdaget ham.

„Wow for et stort hus!“ sagde Emilie, og for en gangs skyld havde hans lillesøster ret.

Huset var enormt. Tre etager med spir og tårnkamre og klatreroser. Som et mindre slot midt i skoven.

Slot? tænkte Jack. Prøv ruin.

Flere steder var pudsen skallet af, vinduesskodderne hang skævt i hængslerne, og det var vist ikke en god ide at vove sig ud på de altaner. Med mindre, selvfølgelig, at man ønskede af at afslutte sommerferien lidt hurtigere.

Foran huset var et gammelt springvand formet som et sært væsen, der lignede en blanding af en vandmand og et menneske. Eller det ville have været et springvand, hvis der havde været noget vand. Nu – indtørrede alger, mos og visne blade.

Villa Tempus stod på skiltet over hoveddøren, der var flankeret af to krakelerede søjler.

Emilie sprang ud af bilen og begyndte straks at løbe efter en sommerfugl, der flaksede fra blomst til blomst.

„Det er tilladt at komme ud,“ sagde mor og bankede på ruden. „Her er nok frisk luft til alle.“

Er her? tænkte Jack og tjekkede sin mobil, idet han steg ud af bilen. Nej, intet signal. Som i intet overhovedet. Hverken til net eller telefon. Christ, det her ville være som at dø langsomt.

To uger i Guds frie natur, kaldte mor det.

To uger i Djævlens røvhul, kaldte Jack det.

Og så lovede de ovenikøbet dårligt vejr.

Hur – fucking – ra.